Søg
0

XL-Byg Jens Schultz a/s overtager Trælasten Marstal-Søby

XL-Byg Jens Schultz a/s i Svendborg overtager aktiviteterne fra XL-BYG Trælasten Marstal-Søby A/S pr. 1. januar 2016.

Aftalen indebærer, at direktør i XL-BYG Trælasten Marstal-Søby A/S gennem de seneste 7 år, Bjarne Kajhøj, fratræder med udgangen af oktober, hvorefter ledelsen frem til overtagelsesdagen bliver varetaget af XL-Byg Jens Schultz a/s i Svendborg.

Bjarne Kajhøj skal have tak for en prisværdig indsats og for at have set det visionære i en sammenlægning af de to forretninger, siger bestyrelsesformand Torben Groth Madsen, Marstal.

Thomas Skovlund Madsen, adm. direktør i Jens Schultz A/S, vil allerede fra 1. november 2015 have ledelsesansvaret i XL-BYG Trælasten Marstal-Søby A/S, og de næste måneder skal bl.a. bruges til at forberede den praktiske sammensmeltning til januar.

Vi er meget glade for aftalen, som er med til at fastholde lokale arbejdspladser og sikre en fortsat høj servicegrad overfor vore kunder på Ærø, siger Harald Galatius, Marstal.

Målet er at drive vores nye afdeling, XL-BYG på Ærø, på samme måde som vores nuværende afdeling på Langeland med en udstrakt lokal service og nærhed til kunderne, mens vi naturligt samler administrationen i Svendborg, siger Thomas Skovlund Madsen, Svendborg. Efter overtagelsen vil der fortsat være 12 medarbejdere i afdelingen på Ærø, som så kan trække på viden og erfaringer hos kollegerne i de øvrige afdelinger. Den større samlede lagerkapacitet vil samtidig sikre hurtig levering til konkurrencedygtige priser. Aftalen er til gavn både for håndværkere og privatkunder i kraft af et større udvalg og forbedret leveringssikkerhed, og da volumen er afgørende i vores branche, har vi også fremtidssikret vores forretning på Sydfyn, forklarer Thomas Skovlund Madsen.

Medarbejderne i XL-BYG Trælasten Marstal-Søby A/S samt alle afdelinger i XL-Byg Jens Schultz a/s er fredag morgen orienteret om aftalen.

For yderlige oplysninger:

Direktør Thomas Skovlund Madsen, +45 6221 2428 / tsm@jsxl.dk

Indehaver Torben Groth Madsen, +45 4033 4554

FAKTA

XL-Byg Jens Schultz a/s er Sydfyns største, lokalt ejede trælast og byggemarked med en omsætning på godt 200 millioner kroner. Virksomheden har hovedafdeling på Odensevej i Svendborg samt underafdelingerne XL Byggecenter ved havnen i Svendborg og XL-BYG Jens Schultz a/s, Rudkøbing.

XL-BYG Trælasten Marstal-Søby A/S er ejet af Torben Groth Madsen, Harald Galatius og Else Galatius og har en omsætning på ca. 35 mio. kroner. Selskabet vil samtidig med, at det stopper trælastaktiviteterne pr. 1. januar 2016 ændre navn til Ejendomsselskabet Industrivej 5 A/S.